Blog,Kage,Opskrifter

Mormor’s frysekage

Dette er en opskrift jeg har fået af min mormor som desværre ikke er hos os mere.
Det er en rigtig lækker og let kage, der smager meget som mazarinkage.

1 tyk/høj kage eller 2 flade.

Ingredienser
250 g smør
500 g sukker eller melis som min mormor ville have skrevet.
4 æg
6 tsk bagepulver
6 tsk mandel-essens / mandel-dråber
500 g mel
1 – 2 dl kogende vand

150 – 200 g mørk chokolade

Rør smør og sukker sammen, tilsæt derefter æggene et af gangen og pisk det luftigt.
Kom bagepulver og noget af det kogende vand i og derefter melet, når melet er i kan man bedre bedømme hvor meget vand der skal i før dejen føles rigtig (som en alm. sandkage dej).
Nu kommer mandel-essensen/mandel-dråberne i, det er en god idé at smage sig lidt frem, for mig passer det fint med de 6 tsk.

Tænd ovnen på 175 grader.

Nu kommes dejen i en form, man kan enten lave 1 tyk/høj kage (som på billederne) eller komme dejen i en stor bradepande, eller bage den af 2 omgange i en form der ca. måler 20×30 cm.
Hvis man laver kagen i stor bradepande eller af 2 omgange skal den have ca. 25 min, hvis man laver 1 tyk/høj kage skal den ca. have 45 min.
Min mormor lavede altid kagen i en stor bradepande.

Når kagen er bagt stilles den til afkøling, når kagen er kølet ned pensles den med smeltet chokolade og stilles derefter til afkøling igen.

Kagen er yderst velegnet til at blive frosset ned, heraf navnet.

Velbekommen…

Du kan måske også lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *